Standard kage og frosting til popcakes
Beskrivelse
Når det kommer til popcakes, er det i høj grad den måde du pynter dem på, der sætter dagsordenen. Hvad angår fyldet, der består af en blanding af smuldret kage og frosting, kan det med andre ord i langt de fleste tilfælde sagtens være den samme opskrift du bruger til dine forskellige popcakes projekter.
Nedenfor finder du den standardopskrift på kage og frosting, som vi anbefaler her på Popcakes.dk. Opskriften er en lettere omskrivning af den du kan finde i bogen "Popcakes" af Clare O'Connell (Tofino Books). Bogen kan købes her: Popcakes.
Ingredienser
| 350 | g | Sukker |
| 2 | tsk | Vaniljesukker |
| 5 | Æg | |
| 350 | g | Smør (smeltet og afkølet) |
| 350 | g | Hvedemel |
| 10 | spsk | Kakaopulver |
| 3 | tsk | Bagepulver |
| 250 | g | Flødeost (ikke light) |
| 2 | tsk | Vanilje sukker |
| 500 | g | Flormelis |
| Til | |
|---|---|
| Tilberedningstid | 5 minutter |
| Opskriftskategorier | Pop cakes opskrifter |
Fremgangsmåde
Chokoladekage:
1. Forvarm ovnen til 175 grader og smør en bageform på ca. 20 x 30 cm.
2. Pisk sukker, vaniljesukker og æg grundigt med en håndmikser til du har en let og luftig blanding.
3. Bland mel, kakao og bagepulver i en anden skål og vend det i dejen. Tilsæt smeltet, afkølet smør og pisk til du har en fin og homogen dej.
4. Hæld dejen i formen og bag kagen i ca. 30 minutter.
5. Lad kagen køle helt af før du smuldrer den som beskrevet i denne artikel: Skabelon til fremstilling af popcakes.
Frosting:
1. Rør flødeost, vaniljesukker og flormelis grundigt sammen i en skål.
Noter
For at lave dine egne popcakes henviser vi i øvrigt til denne artikel: Skabelon til fremstilling af popcakes.

Kommentarer
9 comments postedHej!
Kan de fryses inden de bliver dekoreret? Jeg skal nemlig holde to gange fødselsdag i weekend - til både kaffe og aftensmad og dessert - så det bliver jo en del ting og en masse af alt... Så er i gang med at planlægge den næste uge, så den ikke bliver kaotisk, og tænker så, om man kan lave dem ex. onsdag eller torsdag, rulle dem til kugler, stikke dem på pind, og så i fryseren, for så at tage dem op omkring kl. 15 lørdag? (serveres nok ca. 19.30)
Eller hvad vil du anbefale?
Hej!
Ja, de kan godt fryses ned - Dem jeg laver kan i hvert fald :) men jeg ville sætte dem på pind efter de har været frosset - lade dem tø en lille smule så man kan sætte pinden i dem, og så dyppe demi candymelt/chokolade :)
Opskriften er rigtig nem at gå til. Jeg lavede kuglerne om aftenen og satte dem på køl natten over. Dag 2 satte jeg på ping og pyntede med mine børn. Resultatet taler for sig selv :-)
Hej.
Fantastisk inspirende hjemmeside.
Denne opskrift, hvor mange cake pops giver det ca?
Hej Mette
Den giver omkring 50 popcakes, men det afhænger naturligvis af hvor store du laver dem :-)
Mvh
Rasmus
Hejsa..
Fantastisk side :)
Hvor længe kan de holde sig, når de er dekorerede?
Jeg får 70 mennesker til brunch lørdag, men har desværre kun tid torsdag til at bage og dekorere dem - tror du, det går?
Hej
Ja, det skulle nok gå. Husk at opbevare dem på køl og tage dem ud en times tid før, så de serveres ved stuetemperatur :-)
Mvh
Rasmus
Hej, hvilken flødeost vil i anbefale?
Kan de fryses når de er pyntet? Jeg skal holde fødselsdag både søndag og mandag, så skal have lavet en hel del
Glæder mig til at modtage mine varer fra din shop